Phone: +299 344000

Bettina Wahl Abdallah, chefdistriktstandlæge i Upernavik

Bettina styrer tandplejen for cirka 3.000 mennesker. Bettina er muslim, og hun er bosat i Libanon, når hun ikke passer sit job som tandlæge i Nordvestgrønland. 

Om at arbejde som tandlæge i Upernavik...
”Der blæser nye vinde i den grønlandske tandpleje, og det er spændende at være med til at vende bøtten og at løfte tandsundheden heroppe.” "Jeg er rigtig glad for arbejdet, som konstant kaster mig ud i spændende udfordringer. Jeg har hver eneste dag brug for alle mine faglige kompetencer, også de mere usædvanlige. Jeg har f.eks. udbedret en defekt tandlægestol, mens jeg havde en tekniker i røret. Og jeg har lært af en kollega, hvordan en almindelig støvsuger med lidt snilde kan løse et problem med et defekt sug. Jeg føler mig aldrig alene, selv om jeg er den eneste tandlæge her. Jeg kan jo altid kontakte en kollega på kysten eller i Nuuk eller Danmark." 

Om faglige udfordringer...
Det var en stor udfordring at komme til Upernavik, husker Bettina Wahl Abdallah. "Min arbejdserfaring var begrænset, og arbejdet med danske børnepatienter havde ikke givet mig erfaring med tandudtrækninger og rodbehandlinger." Nu er Bettina Wahl Abdallah blevet ferm med tang og rodfile, som der desværre er god brug for i Upernavik. Tandsundheden i bygderne er dog ved at blive bedre, takket være jævnlige besøg og et helt nyt forebyggelsesprojekt. "Tandlægejobbet i Grønland er udfordrende og spændende, og det er min erfaring, at man, selvom man er ung og uden særlig erfaring, kan have stor glæde af et ophold heroppe." 

Om kulturelle forskelle...
Bettina Wahl Abdallah vakte opsigt med sit tørklæde i Danmark. Hun vækker også opsigt i Upernavik, men på en god måde. "Jeg oplever, at grønlandsk og dansk humor passer godt sammen. Men der er en anden kultur heroppe. Folk har en anden baggrund, og man kan ikke bare gøre tingene, som man gør dem i Danmark." "Folk er meget venlige og gæstfrie her i Upernavik. Her er mange smil og masser af godt humør. Vi skal som danskere lade være med at være for selvhøjtidelige, vi skal være fleksible og i stand til at tilpasse os. Vi skal huske at lytte, slå ørerne ud – det sætter grønlænderne stor pris på."

.

.

Bliv inspireret af en som arbejder i det grønlandske sundhedsvæsen.