Qasigiannguit - Region Disko



I 1998 blev Qasigiannguit sygehus til et sundhedscenter. Det nuværende Qasigiannguit Sundhedscenter er opført i 1968. Det rummer en sengeafdeling med plads til 14 senge og et ambulatorium.  

Personale
Der er ansat ca. 35 personer, heraf 1-2 læger.
Endvidere er der 3 sygeplejersker, hvoraf den ene er afdelingssygeplejerske (ledende sygeplejerske) og 3 sundhedsmedhjælpere. Heraf deles 2 om fødevagterne, da der ikke er en jordemoder i distriktet.
Derudover er der 2 sundhedsassistenter, hvoraf den ene er fungerende sundhedsplejerske samt 1 hjemmesygeplejerske med særlige pligter inden for distriktspsykiatrien.

Arbejdstid
Arbejdstiden for læger ligger om dagen og døgnvagter på skift. Sygeplejersker har rådighedsvagt fra hjemmet med fremmøde efter tilkald. Under weekendvagterne er der i dagtimerne fremmøde efter behov på sengeafdelingen. 
På Sundhedscenteret er der 1 bioanalytiker i en vagtfri stilling.

Bygder
Sundhedsdistriktet omfatter Qasigiannguit med 1190 indbyggere og bygden Ikamiut med 83. Bygden besøges som regel hver anden måned af læge, sygeplejerske, evt. laborant og tolk.

By og transport
Qasigiannguit betyder ”de spraglede sæler” og er en af de ældste byer i Grønland. 
Den ligger godt beskyttet inderst i Diskobugten, hvilket betyder, at en rejse til Qasigiannguit er en rejse til varme somre og knap så mange vinterstorme.
Afstandene i byen er ikke så store, og de fleste klarer sig med at gå, og nogle få cykler. De smarte racercykler med smalle dæk dur ikke heroppe, men en robust cykel eller en mountainbike er et hit for de fleste.
Transportforbindelser til og fra Qasigiannguit om vinteren foregå med helikopter, som afgår flere gange ugentligt til enten Ilulissat eller Aasiaat og herfra med fastvingede fly videre ud i verden. 
I sommerhalvåret rejser man med rutebåden, der sejler flere gange om ugen til Aasiaat og Ilulissat.



 

Indkøb
I byen findes en Pilersuisoq (butik) med et rimeligt udvalg af tørkost og frysevarer. Om vinteren kommer frugt og friske grøntsager sporadisk. Disse er dyre, da de kommer med helikopter.
Endvidere finder man et sortiment af forskelligt tøj i forretningen. Leveomkostningerne er dyre her. 
Udover butikken finder man også en mindre isenkramforretning. Der er flere kiosker og en grillbar i byen.
Det hænder, at udvalget af varer kan være ganske begrænset. Man kan således komme ud for at opleve tomme hylder, og enkelte varer kan være total udsolgt et stykke tid. Dette er specielt lige før årets første skib kommer med friske forsyninger i april. Årets sidste skib anløber i begyndelsen af december måned.

Børn
I Qasigiannguit finder man vuggestue og børnehave. I byen finder man en skole, som har undervisning til og med 11. klasse.

Fritid
Der findes bl.a. indendørsaktiviteter såsom badminton og fodbold som er mulige i byens idrætshal.
Derudover finder man et bibliotek på skolen.
Endvidere er der et museum, som har åbent alle hverdage samt søndage.
De smukke omgivelser giver gode muligheder for udendørsaktiviteter. I vinterperioden kan man bl.a. køre med hundeslæde, mens der i sommerperioden er gode muligheder for både vandre-, både- og fisketure.
Udflugter er først og fremmest fra Ilulissat og kan bestilles gennem turistforeningen.
Bådture kan ofte aftales lokalt.