Paamiut - Region Sermersooq


Dr. Margrethes Sundhedscenter er en enhed i Sundhedsregion Sermersooq.

De øvrige enheder i Sundhedsregion Sermersooq er:

  • Tasiilaq Sundhedscenteret
  • Ittoqqortoormiit Sundhedscenter
  • Dr. Ingrids Sundhedscenter - Nuuk

DMS varetager den primære sundhedstjeneste for hele Paamiut. Der er et befolkningsgrundlag på ca. 1500 indbyggere.
Klinikken er et moderne sundhedscenter, som rummer læge- og sygeplejekonsultationer, sengeafdeling med 10 senge, skadestue, sundhedspleje, medicinudlevering m.m.
DMS varetager skolesundhedstjenesten for byens skole, og fører tilsyn med beboerne på byens alderdomshjem.

Plejepersonale ved DMS er vagtcentral for byens ambulancetjeneste. 



DMS ledes af en afdelingssygeplejerske, der refererer til den ledende regionssygeplejerske, og i driftsmæssige spørgsmål til regionsdriftslederen.  
Lægen refererer til den led. regionslæge.
Det øvrige personale ved DMS refererer til afdelingssygeplejersken.

DMS har et personale på ca. 22 personer.

Kultur

 

Grønlands befolkning er overvejende inuitter, som føler sig solidariske med og i tilhørsforhold til inuitterne i Canada, Alaska og Sibirien. 

Grønlands befolkning er på ca. 56.000 indbyggere. 


Sprogbarriere
Sprog er en af udfordringerne, når man møder en anden kultur.
Mange grønlændere er dobbeltsproget grønlandsk/dansk.
I et tosproget miljø er det vigtigt, at sundhedspersonalet benytter sig af en tolk i de situationer, hvor sprogbarrieren er en hindring for god kommunikation. Så mindskes muligheden for misforståelser og fejlfortolkninger væsentligt.

Kaffemik og det grønlandske køkken
Traditionelt set har kaffemik været ensbetydende med ”åbent hus” for alle. I dag foregår det sådan, at man inviterer familie, venner og evt. kolleger til fødselsdag. Det er en skik, at man medbringer en gave, hvis man bliver inviteret med til kaffemik. Desuden foreskriver traditionen, at man altid skal sige ja tak til første og anden kop kaffe. Det kan også forekomme, at der serveres mad af forskellige arter under kaffemik.

Maden
Det grønlandske køkken baserede sig oprindelig på kød, spæk, mattak, fugleæg og fisk. Prøv f.eks. mattak (yderste hudlag fra en hval). Det spises råt (man kan også koge det) og kan være af forskellige art. Man spiser også sæl, rensdyr, moskusokse, grønlandsk lam samt et stort udvalg af frisk fisk og skalddyr.

Transport
I Paamiut har man ikke brug for transportmidler, dog er der 2-3 taxier, hvis det er nødvendigt. 

Indkøbsmuligheder
Der er to supermarkeder i byen tæt på DMS. Der er endvidere en cafe/grillbar, et par tøjbutikker, en krabbefabrik samt en lille fiskebutik (Brættet), hvor man kan købe frisk fisk, sæl, osv.

Der er naturligvis muligheder for at købe grønlandske souvenirs, skind og pels i souvenirbutikken/systuen Ujaloq.

Fritidsaktiviteter
I Paamiut er der en sportshal tilknyttet skolen, strikke- og sygrupper, banko, fitnesscenter tilhørende Royal Greenland, vandreture m.m.