Natur

Isen

Når du kommer flyvende til Grønland, vil det første, der møder dig, være synet af den umådelig store ismasse, der breder sig tværs over landet. Og isen dækker da også størstedelen af verdens største ø. Alligevel er den grønlandske natur meget andet.Udover isen til lands, vil du også kunne opleve isbjerge overalt i de grønlandske farvande. De opstår, når isen brækker af gletsjerne i de dybe fjorde. Nogle steder er der blot tale om små såkaldte isskosser, mens du andre steder kan se kolossale isbjerge, der spiller i alle nuancer af blå, fra det lyse helt gennemsigtige over turkis til den helt mørke sortis.

Tiden

Oplevelsen af tid og døgnets rytme skifter med årstiderne.

Om sommeren er der liv i såvel små bygder som i de store byer til den lyse morgen. Afhængig af, hvor du befinder dig, er der midnatssol eller lyse nætter, og du kan langt hen på natten høre bådene sejle ud på fjorden og se både børn og voksne sidde udenfor i de uendelige solstråler.

Omvendt er det med de mørke polarnætter om vinteren. På denne årstid kan du opleve, at dagene næsten forsvinder, så tiden ikke slår til. Men samtidig føles mørket ikke så tungt, for nætterne får liv, når månens stråler lyser i sneen, og nordlyset danser på himlen. Så virker det nordlige himmelstrøg med et lysere, end vi kender det fra Danmark.

Dyrene

Udover de mere velkendte fisk, fugle og landpattedyr, findes der mange fascinerende mindre udbredte land- og havpattedyr i Grønland, for eksempel isbjørnen, narhvalen og hvalrossen.

Desværre er det de færreste forundt at møde dem alle. Til gengæld er det sandsynligt, at du kommer til at se en hval, smage på en sæl, skyde et rensdyr og følge en havørn. Og det er en stor oplevelse hver gang.

Blomster og planter

Tag ikke fejl af den arktiske natur: Grønland er utroligt frodigt, og i sommermånederne kan du opleve landskaber prydet af blomster i alle farver. Der er sågar orkideer og hedeplanter, som lyng og mos, og adskillige urter og småbuske.

I haver og på altaner vil du kunne se pryd- og nytteplanter, og i Sydgrønland kan du se mindre skove og opdyrket landbrugsjord.

Vandreture

Du kan få mange oplevelser til fods i Grønland. Der er sjældent langt fra en bebyggelse til de nærmest uberørte landskaber og store vidder. Men for at begive dig sikkert ud i naturen, må du tage nogle grundlæggende forholdsregler - og i øvrigt tale lidt med de lokale inden. Du bør selvfølgelig være fornuftigt klædt på, og medbringe myggenet og lidt proviant, for vejret kan pludselig ændre sig, så du er længere undervejs end planlagt.

En anden ting, der kan spille dig et puds er luften. Den tørre luft betyder for det første, at vejret ikke føles så koldt, men også at du kan se længere end du måske er vant til i Danmark, en faktor du må indtænke, når du et planlægger at nå ”en fjeldtop, man kan se lige derovre”.