Bolig & Transport

Bolig

Kontrasterne er store i Grønland. Du vil på den ene side opleve menneskefyldte lufthavne, travle fiskerihavne, høje etagehuse, moderne virksomheder, internationale bilmærker, uddannelsesinstitutioner, caféer og biografer. På den anden side vil du opleve øde arktiske områder, der kun er pletvis befolkede. Grønland er på forunderlig vis det hele på én gang, og kontrasten mellem nyt og gammelt er slående.Kontrasterne slår også igennem, når du skal finde en bolig. De små farvestrålende træhuse findes stadig i hele Grønland. De står mange steder side om side med boligblokke og højhuse i moderne materialer eller med mere slidte træ- og betonboligblokke af ældre dato. Men det ydre kan snyde, og i de ældre blokke kan du ofte finde fine små lejligheder - oven i købet til en særdeles fornuftig husleje og med en fantastisk udsigt.

 

Billede lånt af Royal Arctic Line
Billedet lånt af Royal Arctic Line som besejler alle byer og bygder i Grønland

Transport

Grønland er på mange måder et land, som har formået at fastholde sin identitet som et oprindeligt land med et oprindeligt folk. I de mindre byer og bygder leves livet langsomt, og for flere kommer den primære indtægtskilde fra fangererhvervet. Dette kan synes fjernt fra det - efter grønlandsk målestok - mere pulserende byliv, du kan møde i de tre største byer Nuuk, Sisimiut og Ilulissat.

Forskellen mellem by og bygd afspejler sig også i transportmidlerne. I de større byer, og specielt i Nuuk, vil du, trods et begrænset vejnet og korte afstande, finde utrolig mange – og store – biler, selvom du fint kan komme omkring til fods eller på cykel.

Ellers er det mest udbredte transportmiddel en båd. Byerne i Grønland ligger alle isoleret i forhold til hinanden, og der er intet vejnet, der forbinder dem. Skal du fra én by til én anden, foregår det enten ad luft- eller vandvejen. Enkelte undtagelser er henover sneen om vinteren, det være sig med hundeslæde i Nordgrønland eller på snescooter, der er vidt udbredt.

Hvis du vil ud af byen i weekenden, kan det være med en båd ind i det fantastiske fjordsystem, der findes overalt i Grønland. Om sommeren har det den sidegevinst, at du slipper for mange af de myg, som ellers holder til i naturen.